Flemmings hjemmeside: Bøn for den der ikke tror, der er en gud, der hører bønnen.

Bøn for den der ikke tror, der er en gud, der hører bønnen.

Selvfølgelig hjælper det at bede til gud. Nok tror jeg ikke der er nogen gud, der hører bønnen, men den der beder, hører det, og det gør noget ved ham. Jeg har lavet en bøn som den, der ikke tror på gud, kan bede; en bøn til dig selv:
  • Lad mig hver dag glædes over livet. Lad mig huske såvel de gode som de onde ting, der er hændt.
  • Lad mig kæmpe mod de vilkår der hindrer mennesker i at være gode: Ulighed, fanatisme og selvgodhed.
  • Lad mig acceptere sorgen og de vilkår jeg ikke kan gøre noget ved.
  • Lad mig stedse huske at alle mennesker er ligeværdige og værdifulde.
  • Lad mig hver dag vælge og handle med fantasi og kvalitet.
  • Lad mig kun acceptere magt, ulighed og samfundets institutioner hvis de bygger på gode argumenter.
  • Lad der hver dag være plads til drømme, latter og skønhed.
  • Lad mig søge at forstå livets vilkår og holde af dem, også dem jeg ikke forstår.
  • Lad det jeg gør og siger, fremme det gode blandt mine nærmeste og blandt alle andre.
  • Lad mig passe på vores jord og vores liv. Ingen skal rydde op efter mig.
  • Lad mig holde mig frisk i ånd og legeme. Lad mig dø i fred når den tid kommer.
Jeg skrev denne "bøn" i sommeren 2001 efter at have "arbejdet med" dvs. læst bøger om religiøse spørgsmål. Blandt andet læste jeg Det ny Testamente med den mærkelige, selvmodsigende Jesus som hovedperson i første halvdel og med de gamle jøder Peter og Paulus som i anden halvdel ihærdigt forsøgte at tilpasse Jesus' forvirrede "lære" til den jødiske virkelighed. Efter at have skrevet bønnen, syntes jeg godt nok den var lidt for almindelig og intetsigende, men en eftermiddag i september (den 11.) blev almindelighederne pludselig væsentlige igen.


Yahoo! GeoCities Member Banner Exchange Info 
This page hosted by Get your own Free Home Page
Opdateret d. 15.6.2009