Flemmings logo:  Det græske bogstav fij Velkommen til Flemmings web-site: Faster Ellen bliver 100 år den 3 juni 2004
Og nu er Faster 101 år

Faster Ellen bliver 100 år den 3 juni 2004

Jeg var vel 4 år, da jeg første gang kørte alene med sporvognen - linie 18 - ud til Faster, slingrende af sted på græsrabatten midt på Jagtvej ud for lægeforeningens boliger - hvor man mange år senere opførte Kollegiegården, hvor Palle flyttede ind og hvor jeg traf Helle.

 

Faster hentede mig på endestationen, en sløjfe hvor 18’eren (og også 4’ren) vendte. Hvis det var til Ebbes fødselsdag, den 3. december, sneede det. Det gjorde det dengang! Alle lågerne i Palle og Ebbes julekalender var allerede åbnet. Vi legede ”fri til kongens datter”. Var der overhovedet nogen piger med? Og fik is, sådan en høj en, der kom i en stor papkasse fyldt med tøris, så isen var alt for kold – og tørisen legede vi bagefter med, den spruttede rundt i et vandfad med vand.

 

Det var ikke jul, for så var far med. Vi kørte ud med julegaver om eftermiddagen og fik nogen med tilbage. Faster havde altid fundet noget spændende legetøj til mig. Og da vi gik, havde jeg altid snuppet et eller andet med – kulminerende det år hvor jeg havde fjernet stjernen i træets top uden at nogen havde opdaget noget. Vi sås jo dagen efter til julefrokost hos far og mor, og igen til Nytårsaften hos Faster, hvor vi spillede Sorteper og senere da vi var blevet større var ude og lave ballade. Tante Mine og tante Gudrun var altid med. Mor sagde altid: Gudrun må vide. Jeg undrede mig over hvordan tante Gudrun kunne vide alt?

 

Der var jo også pinsefrokosterne i haven i Hvidovre hos far og mor, hvor Onkel optrådte med en halv sild og Faster med kineserkokken (Hvis I holder op med at drille mig, så vil jeg ikke længere spytte i kaffekanden!). Faster havde altid kringle med til kaffen, der blev indtaget på græsset (det var altid godt vejr dengang) i modsætning til ”kaffen før kaffen” der blev drukket ved frokostbordet af kopper uden underkop. Bagefter gik vi tur hvor Onkel plukkede kamilleblomster til the, eller vi børn optrådte med cirkus for de voksne. Det var der Palles fod røg ned i lokumstønden, da han skulle agere orkester og synge ud af lokumsvinduet.

 

Møde på Storstrømsbroen 1954

I 1953 startede Palle, Ebbe og jeg vores cykelture. Palle og Onkel havde allerede året før cyklet til Assens på én dag - Onkel havde altid meget travlt - han fortalte mange år efter at det havde været meget hårdt for ham. Far og mor og Onkel og Faster lejede 2 tandemmer og kørte deres egne ture Danmark rundt. I 1954 gik vore ture til det sydlige Danmark, og da vi var på vej hjem og de gamle på vej ud, mødtes vi minsandten midt på Storstrømsbroen. Vi startede primussen og serverede the – eller billard som vi kaldte det med reference til den faste vittighed (Var jeg ikke sådan en erfaren billarddrikker, ville jeg sige at det var opvaskevand). Nej, vores ture var normalt ikke sammenfaldende, for når Palle og Ebbe var på ferie, måtte Faster passe deres arbejde med at bringe morgenbrød ud.

 

Alle vores ture - både de unges og de ældres - gik over Assens, hvor faster Alma kræsede om os, uanset om vi havde været rundt i Danmark eller på den store Tysklandstur i 1956. De gamles tur gik også til Tyskland, nemlig til Flensborg.

 

Onkel var ellers ikke meget hjemme, han havde travlt med sin møbelforretning i Vendersgade, hvor han havde familiens eneste telefon. Senere tog Faster også ind i møbelforretningen hver dag og det benyttede jeg mig af, da jeg gik på Polyteknisk, til at kigge forbi til en kop kaffe, et studenterbrød og en god snak.

 

Fotografering i haven i Hvidovre i 1961

Da jeg i forbindelse med mine studier var i Østen med Selandia, sendte Faster mig små hyggelige breve med udklip af Radiserne i, og da Helle og jeg immigrerede til la Palma i 65, havde vi fordelt vores møbler rundt til vores venner, og det der ikke blev fordelt, kom ind i Onkels kælder, og der måtte Faster ned og lede efter vore rygsæk og sende den med Helles forældre ned til os.

 

Den sidste aften før vi tog af sted, tog vi afsked med familien med ost og rødvin hjemme hos far (mor var kommet på hospitalet). Vi optog det hele på den transportable båndoptager, vi havde anskaffet for at sende radiobreve hjem - fx med midnatsmessen julenat. Det var her onkel sagde de berømte ord: Nå, men jeg skåler ikke, skål….

 

Da Palle og Jonny flyttede til Farum, flyttede Faster og Onkel med og flyttede ind i et ombygget fuglehus bagerst i den store have, som de hyggede sig med at dyrke efter så mange år på stenbroen. Haven var meget frodig, hvad vi især bemærkede, da Helle og jeg for 25 år siden også flyttede til Farum til det nybyggede Stavnsbånd, hvor der ikke var så meget som et græsstrå. Så var det dejligt at komme og holde Fasters 75 års fødselsdag i den store have..

 

Helle fik besøg af Faster på Farum apotek: En af apotekets piger kom ud til Helle i recepturen og sagde: Der står en gammel dame, der vil tale med dig, hun klukker som en høne. Så vidste Helle at det var Faster.

 

Vi har også tit haft besøg af Faster i vores hus i lille Heddinge. Vi spiste ude i haven, altid aspargessuppe og gammeldags kylling og godt med rødvin, så da fuldmånen dukkede op over gadekæret, løftede Faster sit glas: Skål, dit fulde svin.. og så tilføjede hun: Ja det var altså ikke dig jeg mente, Flemming. Sidst var vi til fernisering på en kunstudstilling på Lille Heddinge mølle hvor alle - også Faster - fik en flaske italiensk sprudelwasser i hånden. Vi gik hjem over præstens marker, Faster i sin kørestol.

 

Og nu er du så flyttet til Taastrup, hvor Ebbe og Britt bor. Du hygger dig i glasgangen med gode, unge naboer og i den lille have med duftende syrener og modtager besøg af børn, børnebørn og oldebørn fra Danmark, Sverige og England og altså også af en nevø halvvejs fra Spanien. Vi kommer alle og lykønsker dig med de 100 gode år. Når vi holder fødselsdag hjemme i Stavnsbåndets fælleshus, plejer vi at råbe et hurra for hvert år fødselsdagsbarnet fylder.

Skal vi ikke nøjes med lidt færre i dag?

Tillykke Faster.

 

 

 

 

Tilbage til Flemmings hjemmeside.


This page hosted by Get your own Free Home Page