Vi bor på en hylde mellem bjærge og hav

Kulden

Vi bor på en hylde mellem bjærge og hav.

Her venter vi på solen.

Tårnfalken står bomstille lige ud for vores hoveder.

Helle vasker frugttræerne, især oliventræet, der endnu ikke har fået blomster

Men de er vist på vej.

 

Det er solen også, den kommer hver morgen,

men senere kommer skyerne og endnu senere regnen, vinden og kulden.

 

Hvornår kommer varmen her på vores hylde?

 

Ilden

Når vi har spist aftensmad

– helt undtagelsesvis for stedet – indenfor og med lukkede vinduer og døre

og spillet et enkelt spil kort eller to, går jeg ud og tænder op på ildstedet.

Det er nogle byggeblokke placeret i firkant, så ilden kan styres,

og med hul bagud mod hyldens kant mod barrancoen,

så der kan komme luft til.

 

Og når ilden brænder, varmer det –

i hvert fald på forsiden, mens ryggen bliver yderligere afkølet

af kulden fra den mørke himmel med alle stjernerne.

 

Og når ilden brænder, løber tankerne så godt

over drømmebroerne til virkeligheden og tilbage igen.

 

Horisonten

I dag er livet godt.

I dag kan man se horisonten.

Skidt med om det regner eller hvad - når man kan se horisonten, er livet godt.

Når solen er gået ned bag bjærgene, skinner den endnu et stykke tid på skyerne,

som får helt fantastiske former og farver, og de spejler sig i havet,

der ligger blankt med uforklarlige kaos-striber

 

Og kan man også se horisonten om natten, er livet perfekt.

 

Varmen

Nu er varmen her, solen bager uhæmmet, men horisonten er væk.

Sahara sender sit fine sand som støv næsten 500 km her til vores ø og vores hylde

Og dækker alt som et lag gammelt skidt.

 

Solen får de vælske bønner til at krølle sammen,

selv om de får masser af vand hver aften.

 

Om aftenen står alle døre og vinduer stadigt åbne--

Månen hænger som en enlig pære, også pakket ind i sand.

Tænk at vi for få dage siden frøs, så vi måtte pakke os ind.

 

La Palma januar 2004