Preciosa y el aire
Su luna de pergamino
Preciosa tocando viene
por un anfibio sendero
de cristales y laureles.
El silencio sin estrellas,
huyendo del sonsonete,
cae donde el mar bate y canta
su noche llena de peces.
En los picos de la sierra
los carabineros duermen
guardando las blancas torres
donde viven los ingleses.
Y los gitanos del agua
levantan por distraerse,
glorietas de caracolas y
ramas de pino verde.
*
Su luna de pergamino
Preciosa tocando viene.
Al verla se ha levantado
el viento que nunca duerme.
San Cristobalón desnudo,
lleno de lenguas celestes,
mira a la niña tocando
una dulce gaita ausente.
Niña, deja que levante
tu vestido para verte.
Abre en mis dedos antiguos
la rosa azul de tu vientre.
Preciosa tira el pandero
y corre sin detenerse.
El viento-hombrón la persigue
con una espada caliente.
Frunce su rumor el mar.
Los olivos palidecen.
Cantan las flautas de umbría
y el liso gong de la nieve.
¡Preciosa, corre, Preciosa,
que te coge el viento verde!
¡Preciosa, corre, Preciosa!
¡Míralo por donde viene!
Sátiro de estrellas bajas
con sus lenguas relucientes.
*
Preciosa, llena de miedo,
entra en la casa que tiene,
más arriba de los pinos,
el cónsul de los ingleses.
Asustados por los gritos
tres carabineros vienen,
sus negras capas ceñidas
y los gorros en las sienes.
El inglés da a la gitana
un vaso de tibia leche,
y una copa de ginebra
que Preciosa no se bebe.
Y mientras cuenta, llorando,
su aventura a aquella gente,
en las tejas de pizarra el
viento, furioso, muerde.
Romance sonámbulo
Verde que te quiero verde.
Verde viento. Verdes ramas.
El barco sobre la mar
y el caballo en la montaña.
Con la sombra en la cintura
ella sueña en su baranda,
verde carne, pelo verde,
con ojos de fría plata.
Verde que te quiero verde.
Bajo la luna gitana,
las cosas la están mirando
y ella no puede mirarlas.
*
Verde que te quiero verde.
Grandes estrellas de escarcha,
vienen con el pez de sombra
que abre el camino del alba.
La higuera frota su viento
con la lija de sus ramas,
y el monte, gato garduño,
eriza sus pitas agrias.
¿Pero quién vendrá? ¿Y por dónde...?
Ella sigue en su baranda,
verde carne, pelo verde,
soñando en la mar amarga.
Compadre, quiero cambiar
mi caballo por su casa,
mi montura por su espejo,
mi cuchillo por su manta.
Compadre, vengo sangrando,
desde los puertos de Cabra.
Si yo pudiera, mocito,
ese trato se cerraba.
Pero yo ya no soy yo,
ni mi casa es ya mi casa.
Compadre, quiero morir
decentemente en mi cama.
De acero, si puede ser, con
las sábanas de holanda.
¿No ves la herida que tengo
desde el pecho a la garganta?
Trescientas rosas morenas
lleva tu pechera blanca.
Tu sangre rezuma y huele
alrededor de tu faja.
Pero yo ya no soy yo,
ni mi casa es ya mi casa.
Dejadme subir al menos
hasta las altas barandas,
¡dejadme subir!, dejadme
hasta las verdes barandas.
Barandales de la luna por
donde retumba el agua.
*
Ya suben los dos compadres
hacia las altas barandas.
Dejando un rastro de sangre.
Dejando un rastro de lágrimas.
Temblaban en los tejados
farolillos de hojalata.
Mil panderos de cristal,
herían la madrugada.
*
Verde que te quiero verde,
verde viento, verdes ramas.
Los dos compadres subieron.
El largo viento, dejaba
en la boca un raro gusto
de hiel, de menta y de albahaca.
¡Compadre! ¿Dónde está, dime?
¿Dónde está tu niña amarga?
¡Cuántas veces te esperó!
¡Cuántas veces te esperara
cara fresca, negro pelo,
en esta verde baranda!
*
Sobre el rostro del aljibe
se mecía la gitana.
Verde cama, pelo verde,
con ojos de fría plata.
Un carámbano de luna
la sostiene sobre el agua.
La noche se puso íntima
como una pequeña plaza.
Guardias civiles borrachos
en la puerta golpeaban.
Verde que te quiero verde.
Verde viento. Verdes ramas.
El barco sobre la mar.
Y el caballo en la montana.
|
Preciosa og vinden
På sin månes pergament
slår Preciosa mens hun går
hen ad en amfibisk sti
af laurbær og krystaller.
Stilheden uden stjerner
flygter for hendes bankende rytme
og sænker sig helt derude
hvor havet brøler og besynger
sin nat fuld af fisk.
Oppe på bjergenes toppe
sidder gendarmer og sover;
de vogter de hvide tårne
hvor englænderne bor.
Og sigøjnerne ved vandet
bygger for tidsfordriv
lysthuse af konkylier
og grønne pinjekviste.
*
På sin månes pergament
slår Preciosa mens hun går.
Vinden, som aldrig sover,
rejser sig da han ser hende.
Den nøgne Sankt Kristoffer,
dækket af himmelske tunger,
ser på pigen og blæser tyst
sin usynlige skalmeje.
- Pige, lad mig løfte din kjole,
så jeg rigtig kan se dig.
Lad dit skøds blå rose
åbne sig under mine oldingefingre.
Preciosa kaster tamburinen
og løber uden at standse.
Vindoldingen følger efter
med et glødende sværd.
Havet rynker sin dønning.
Oliventræerne blegner.
Så lyder skyggens fløjter
og sneens glatte gongong.
- Løb, Preciosa! Løb, Preciosa!
Den grønne vind vil tage dig!
Løb, Preciosa! Løb, Preciosa!
Se, hvor han vinder ind på dig!
De lave stjerners satyr,
dem med de blinkende tunger.
*
Preciosa, fuld af frygt,
løber hastigt ind i huset
oppe over pinjelunden,
hvor den engelske konsul bor.
Opskræmte af hendes skrig
kommer der tre gendarmer
i stramme sorte kapper
og baretterne på sned.
Konsulen byder sigøjnersken
et krus med lunken mælk
og et line glas genever,
som Preciosa ikke drikker.
Og mens hun grædende beretter
for dem om sit eventyr,
bider vinden rasende
i tagets skifersten.
Søvngængerballade
Grøn vil jeg have dig, grøn.
Vinden grøn. Grenene grønne.
Skibet på havet
og hesten i bjergene.
Med en skygge om sin midje
drømmer hun ved sin balustrade,
huden grøn og lokkerne grønne,
og øjnene af iskoldt sølv.
Grøn vil jeg have dig, grøn.
Under sigøjnermånen
betragter tingene hende,
og hun kan ikke se dem.
*
Grøn vil jeg have dig, grøn.
Store rimfroststjerner kommer
med skyggens fisk, der åbner
vejen for morgengryet.
Figentræet gnider vinden
med sit grenværks sandpapir,
og bjerget, den iltre kat,
rejser sine beske agaver.
Men hvem kommer? Og ad hvilken vej...?
Hun venter ved sin balustrade,
huden grøn og lokkerne grønne,
og drømmer om det bitre hav.
- Frænde, jeg vil gerne bytte
min hest for Jert hus,
min sadel for Jert spejl,
min kniv for Jert tæppe.
Blødende kommer jeg, frændc,
oppe fra Cabras bjergpas.
- Kunne jeg bare, min dreng,
ville jeg handle med dig.
Men jeg er ikke mere mig selv
og mit hus er ikke mere mit hus.
- Frænde, jeg vil gerne dø
sømmeligt i min seng.
En seng af stål, om muligt,
redt med flamske lagner.
Ser I ikke det gabende sår
fra brystet til min hals?
- Trehundrede mørke roser
smykker dit hvide skjortebryst.
Blodet siver frem og dufter
omkring dit spændte bælte.
Men jeg er ikke mere mig selv
og mit hus er ikke mere mit hus.
- Lad mig i det mindste komme op
til de høje balustrader.
Lad mig, lad mig dog komme op
til de grønne balustrader.
Månens brede balustrader
hvor vandet tordnende lyder.
*
Og så stiger begge frænder
op til de høje balustrader.
De efterlader et spor af blod,
de efterlader et spor af tårer.
På tagene skælvede lygter,
bittesmå lygter af blik.
Og tusind glastamburiner
sårede morgengryet.
*
Grøn vil jeg have dig, grøn.
Vinden grøn. Grenene grønne.
Sammen steg de op, de to.
Den lange vind, den efterlod
i munden en besynderlig smag
af basilikum, galde og mynte.
- Frænde, sig mig hvor hun er
Hvor er din bitre datter?
- Så ofte hun vented på dig!
Så ofte måtte hun vente,
frisk hendes ansigt,
sort hendes hår,
heroppe ved balustraden!
*
På cisternens kolde ansigt
vuggede sigøjnersken.
Huden grøn og lokkerne grønne,
øjnene af iskoldt sølv.
Kun en istap af måneskin
bærer hende på vandet.
Dybt fortrolig blev natten
som et meget lille torv.
Ravende civilgardister stod
og dundrede på porten.
Grøn vil jeg have dig, grøn.
Vinden grøn. Grenene grønne.
Skibet på havet.
Og hesten i bjergene.
|