Flemmings hjemmeside: Oppe på Pico de la Nieve

Oppe på Pico de la Nieve

foto af pico de la nieves
Fra vores hus, Casa Grøn, kan vi se op til den bjergkam der skiller øen i en vest- og en østside, sydpå er den kun ca. 1500m høj, men nordpå når den øens højeste punkter der er helt op til 2500m. Det højeste punkt vi kan se fra vores hus er Pico de la Nieve, det er det eneste punkt der stikker op over trægrænsen her. Den skallede top er det sidste sted hvor solen skinner på østsiden af øen. Flere timer efter at solen selv er forsvundet ned under sydøens bjærge, kan man se solskinnet på toppen.
Pico de la Nieve betyder snebjærget, og det er da også det eneste sted på østøen hvor der under normale omstændigheder kan ligge sne: Da vi i 1965 kom tilbage efter vores rundtur til fastlandet og Marokko og sov den første nat i Vallejos hus, frøs vi, og da vi om morgenen den 4. november kom ud, så vi at der lå sne på Pico de la Nieve.

Vi har altså siddet og kigget op på Snebjærget i 35 år, og det sidste år hvor jeg har haft min store kikkert med, har vi oven i købet kunne se mennesker vandre rundt deroppe, men først i november 1999 da Bent og Gudrun kom ned og besøgte os, kom jeg endelig op på toppen.

Helle og jeg prøvede godtnok i 1966. Vi tog bussen op til Santuario de la Nieves - kirken hvor øens skytshelgen Nuestra Señora de las Nieves (snedronningen) residerer i sit flotte tøj - og begyndte at stige op derfra, og vi kom da også højt op, hvad en række flotte fotos dokumenterer, men da vi stoppede, spiste vores madpakke og begyndte nedturen, var der stadigvæk langt til toppen.

Men altså her i november fyldte vi vores vandflasker og startede Fiat Puntaen. Nu går den vej, som forbinder Santa Cruz med Roque de Muchachos og observatorierne deroppe, tæt forbi Pico de la Nieve. Ok, man skal op ad en sidevej der er en gammeldags jordvej med sten, der er rullet ned ad de stejle skrænter langs vejen. Da Bent havde kørt et stykke ad denne vej stoppede han, selvom det var en lejebil ville han ikke fortsætte, så vi tog vandrestøvlerne og vindjakken på.

Der var stadigvæk store fyretræer, men de blev hurtigt mindre og holdt så helt op. Udsigten tilbage ned mod byen var fin, men man kunne ikke se hele kysten som jeg havde forventet. Selv med prismekikkert var det svært at finde vores hus, hvor Helle var blevet. Da træerne forsvandt, kom vinden, og det blev ret så køligt; godt vi både havde bluse og vindjakke. Vi kom op til kammen, derfra var der vel 30 meter til toppen. Der var ligesom en udsigtsbalkon, og derfra kunne man se ned i Calderaen. Det gav et sug i brystet: 1000 meter næsten lodret ned mod vest og 2000 meter først stejlt siden mere fladt ned mod øst. Man kunne se den hellige klippe Idafe nede i alt det grønne i Calderaen.

 La Virgen de las Nieves
Vi kravlede op til toppen, hvor der var en metrologisk station(?) med solceller og en antennemast, som vi også havde kunnet se nede fra, uden dog helt at kunne bestemme hvad det var. En sti førte nordpå: Der var toppe dér, der var højere, men mon udsigten var lige så fantastisk?

Solen havde skinnet på hele turen - gennem tynde skyer. De lå nu lige over vores hoveder og var blevet tættere, verden var blevet våd og lys, og jeg var temmelig lykkelig.

Tiden var blevet en anden: Jeg havde været på Pico de la Nieve.


Tilbage til Flemmings hjemmeside.


This page hosted by Get your own Free Home Page